Gymnastikkens Hus er fortsat med på Fredensborg Kommunes budget.
- Detaljer
- Publiceret: Mandag, 8. september 2014 11:54
Hårde vilkår for kommunens budget har desværre forskudt investeringsmidlerne (11,5 mio. kr.) 1 år til 2017, men midlerne til projektering (0,5 mio. kr.) er fortsat afsat i 2015.
Der blev ikke afsat yderligere økonomi til Gymnastikkens Hus på budgetforliget 2015-2018. Der konkluderes dog at økonomi udover de afsatte 12 mio. kr. kan findes blandt de afsatte puljemidler til fritidsfaciliteter. I den ”Fælles pulje for fritidsfaciliteter” er der på nuværende tidspunkt afsat 5 mio. kr. i 2016 og 10 mio. kr. i både 2017 og 2018.
Vi kan med de 0,5 mio. kr. i 2015 fortsætte planlægningsarbejdet af haludbygningen i det kommende år for bl.a. at få nærmere afklaring af projektet og finansieringsbehov i samarbejde med Fredensborg Kommune.
Kommunens endelige budget kan ses her:
http://www.fredensborg.dk/files/Fredensborg%202012/Filer%20Fredensborg/Budget/Budgetforlig%202015-2018.pdf
Projektstatus medio august 2014
- Detaljer
- Publiceret: Torsdag, 21. august 2014 13:13
Projektgruppen bag Gymnastikkens Hus har i det forgangne år arbejdet hårdt på at udarbejde udbygningsplaner samt et realistisk prisoverslag i samråd med arkitekter, gymnastikredskabsfirmaer og Lokale og Anlægsfonden. NG ønsker, at Gymnastikkens hus skal rumme forening, skoler, fritidshjem, fritidsklubber, børnehaver, vuggestuer samt have åbne arrangementer for alle kommunens borgere. Alt dette er kun muligt, såfremt de fysiske rammer bliver etableret i en ordentlig størrelse og minimum som den løsning, vi har skitseret med en udbygning på 1250 m2 i grundareal. Størrelsen af hallen er også vigtig af hensyn til børnenes sikkerhed ved aktivitet i hallen.
Vi har udarbejdet denne folder(Link) med information om nogle af de aktiviteter, vi ser indeholdt i Gymnastikkens Hus og håber meget at vores anmodning til byrådet om yderligere bevilling af 7 mio. kr. vil blive imødekommet, så Gymnastikkens Hus kan rumme alle de ønskede aktiviteter og brugergrupper. Ideerne spirer fortsat, og vi er sikre på, at flere aktiviteter vil komme til.
En afklaring forventes at komme i løbet af ganske kort tid, da politikerne i Fredensborg Kommune har budgetseminar i den kommende weekend.
Det skal også lige nævnes at Fritids- og Idrætsudvalget besluttede på deres møde d. 7. maj at der skulle være permanent redskabsopstilling i Holmegårdshallen fra denne sæson af. Det er meget værdsat af gymnastikforeningen og dets mange aktive gymnaster!
Projektstatus ultimo april
- Detaljer
- Publiceret: Fredag, 25. april 2014 12:54
Hjemmesiden er blevet opdateret med lidt ny information. Vi har blandt andet lavet nogle interaktive billeder, hvor man kan se indretningen af Gymnastikkens Hus.
De kan ses her: http://www.gymnastikkenshus.dk/index.php/hvad-er-gymnastikkens-hus/indretning-af-gymnastikkens-hus
Vi arbejder på nuværende tidspunkt på at få det økonomiske fundament på plads, således at vi får de bedste muligheder for at bygge et gymnastikcenter der kan rumme de aktiviteter som vi ser indeholdt i Gymnastikkens Hus.
Vi glæder os til 1. maj hvor vi får en smagsprøve af hvordan det vil være at træne i et gymnastikcenter med fastopstillede redskaber. Fra den dato og ca. 1½ måned frem kan Nivå Gymnastikforening have redskaberne stående fremme i hallen, så der vil være minimalt slæberi! På Fritids- og Idrætsudvalgets møde d. 7. maj bliver der taget stilling til hvornår redskabsopstillingen i Holmegårdshallen bliver permanent! Vi håber meget at det bliver nu således at vi kan fokusere på at udvikle og styrke vores samarbejde med Børnehusene Kokkedal og Kokkedal Skole samt opbygge interesse for Gymnastikkens Hus. Ligeledes ser vi frem til at spare de mere end 9000 timers arbejde som vi på nuværende tidspunkt bruger på redskabsslæbning om året.
Vi vil samtidigt minde om den unikke mulighed der er for at støtte op om projektet i form af donationer der er fuldt skattefradragsberettigede! Vi planlægger fortsat at Nivå Gymnastikforening vil skulle købe mange nye redskaber og vi håber at skaffe en del af økonomi i form af donationer. Få direkte indflydelse hvad dine skattekroner skal bruge til ved at donere penge til projektet!
Læs mere om hvordan du gør her: http://www.gymnastikkenshus.dk/index.php/indsamling/donationer-via-dgi-gaveindsamling